Jeg har ikke trænet i 4 uger…

Jeg har haft eksamensperiode og som overskriften siger: jeg har derfor ikke trænet i 4 uger. Jeg har haft den største lyst til at tage i fitness, men jeg har været presset med eksamenerne, og jeg valgte at passe på min krop. Det har været en semi-hård eksamensperiode denne gang, da jeg skulle til tre eksamener inden for en uge. Jeg følte mig presset på tid og lettere stresset. Så selvom jeg utroligt gerne ville afsted til fitness, så kunne jeg mærke, at tanken om, at skulle finde tid til dette, gjorde mig endnu mere presset.

Min pointe her er: HUSK at lyt til jeres krop.

Dårlig samvittighed

Ja jeg kunne da sikkert godt være smuttet i fitness alligevel, men jeg ville ikke risikere, ikke at kunne holde til det. Når bare tanken om, at skulle sætte timer af til det gjorde mig dårlig, så ville det ikke være endt godt at tage afsted. Derfor valgte jeg at sige, at indtil min sidste eksamen, så skulle det ikke være noget, jeg spekulerede på.

Jeg fik dårlig samvittighed i starten, over ikke at komme i fitness. Jeg var kommet ind i en god rutine med at træne 5 gange i ugen. Og det havde også taget lidt tid at vænne sig til den rutine.

Men jeg følte, at jeg var nødt til at passe på mig selv. Jeg var nødt til at bruge al min energi på læsning, så jeg kunne komme igennem eksamenerne.

Første træning efter 4 ugers pause

Haha, her er jeg næsten nødt til at grine, for det har godt nok været underholdende at komme tilbage i centret.

Dagen efter min sidste eksamen (wuhuu, jeg har sommerferie! … hvis altså jeg består 😉 …), tog jeg i fitness igen! Jeg havde glædet mig helt vildt, og jeg skulle (selvfølgelig) starte ud med ben- og numsetræning. Jeg havde godt regnet med, at det ville være hårdt at komme igang igen, og jeg ville derfor starte roligt ud med lidt lavere kg end normalt.

Jeg startede min bentræning med squats. Jeg tog lidt lavere vægt end normalt og tog det første sæt. Det var hårdt, men jeg tænkte, at det skulle jeg nok klare. Så holdt jeg små to minutters pause og ville begynde på sæt nr. 2.

Jeg nåede ikke engang halvvejs ned i squat, og så begyndte begge mine ben at brænde. Både forlår, baglår, røv, alt brændte. Jeg følte hverken at jeg kunne komme ned eller op igen. Jeg blev så overrasket, at jeg næsten begyndte at grine af, hvor komisk og sørgeligt det på samme tid var. Det blev en MEGET kort bentræning den dag, for efter det éne sæt squat var mine ben fuldstændig gennembankede.

Smerte dagen efter

… Og det komiske fortsætter:

Når man er vant til at træne 5 gange ugentligt, så bliver man med tiden mindre og mindre øm i musklerne dagen efter træning. Men efter min bentræning for tre dage siden er jeg stadig fuldstændig smadret og øm i mine ben. Jeg har siden også været nede og træne mave, ryg og skulder, og hele min krop er ekstremt øm.

Det er længe siden jeg har været så øm efter træning. Hele min krop gør ondt, og jeg ligner en pingvin, når jeg går. Det er rart at være øm og vide, at jeg virkelig er kommet igang igen. Men det gør godt nok også meget ondt, haha.

God sommerferie

Min pointe med dette indlæg var egentligt bare, at fortælle en historie, jeg synes, er lidt sjov. Hvad 4 ugers pause fra centret kan gøre ved en.

Men jeg synes også at det er vigtigt at pointere, at man ikke skal presse sin krop mere en nødvendigt. At det er okay at holde 4 ugers læseferie uden at få dårlig samvittighed (og ja, jeg har spist rigtig meget chokolade i de 4 uger). Det er ikke verdens undergang. Det er ikke de 4 uger, der ødelægger alt. Så længe man er bestemt på at komme back on track igen bagefter.

Jeg vil dog også sige, at jeg er lykkelig over at være igang igen. For det føles altså fantastisk at bruge sin krop sådan igen.

Jeg håber I får en god ferie, hvis I har ferie.

  • Marie

Skriv en kommentar