Jeg har naturligt rimelig lange øjenvipper, hvilket jeg er rigtig glad for. Men det giver mig også blod på tanden når det kommer til mascara, for jeg leder altid efter en mascara, der kan gøre dem endnu længere. Samtidig er det også vigtigt for mig, at der er godt med fylde på vipperne. Ja, det kan virke som om, at jeg har stramme kriterier for mascara, men jeg ved også, at det kan findes. Og endda til billige priser. Loreal har de seneste år udgivet adskillige mascara, der ikke bare er gode. Men ekstremt gode. Og Loreal telescopic mascara er i top tre af de bedste jeg nogensinde har prøvet.
L’Oreal telescopic mascara
Jeg har testet denne mascara længe – og teste er ikke engang det rigtige ord. Jeg har nydt denne mascara, forgudet den, og jeg elsker den stadig. Jeg siger, at den er i top tre af de bedste mascara, og længe lå den nummer 1. Nu er jeg en lille smule i tvivl, hvilken der er bedst, for Loreal er senere udkommet med både deres miss Baby Roll og deres Lash Paradise mascara, som også giver telescopic stor konkurrence. Loreal har virkelig haft succes med deres mascara for tiden.
Alle tre mascara er FANTASTISKE på hver deres måde. Og netop det er også fascinerende: de minder ikke om hinanden, men jeg er lige forelsket i alle tre. De får alle tre første pladsen.
Om telescopic
Hvis vi starter med børsten, hvis man overhovedet kan kalde den sådan. ”Børsten” er lavet af plastic, men er rimelig eftergivelig. Jeg siger ”børste” i gåseøjne, da ”hårene” derpå nærmest ikke eksisterer. Og det lyder jo egentligt ikke som starten på en god mascara. Børsten er nærmest en pind, hvor der sidder små ”hår” af ca. 1-2 mm på. Den er firkanten, og hårene sidder kun i hvert hjørne. Det er mig en gåde, hvordan den kan påføre mascara så godt med en børste, der er så minimalistisk og mærkelig.
Men mascaraen formår at gøre et utroligt godt job. I starten skulle jeg lige lege lidt med den, og vænne mig til børsten. Men telescopic giver noget nær de længste vipper jeg nogensinde har fået. Den giver en flot sort-sort farve, og fylde uden at det klumper. Jeg har aldrig oplevet denne mascara klumpe, også selvom jeg smører et godt, tykt lag på.
Loreal reklamerer ikke for, at den skal være vandfast, men jeg har aldrig haft problemer med den i regnvejr eller efter en tur i fitness. Den tørrer til at blive forholdsvis hård, så dine øjenvipper sidder, hvor de skal hele dagen.
Det eneste jeg synes, der er synd ved denne mascara er udseendet. Formen, farven og generelt hele udseendet på mascaraen er alt i alt rimelig kedelig. Hvis ikke jeg vidste, hvor god den er, så ville dens udseende ikke sælge mig, hvis jeg stod i en butik og skulle vælge. Originalt er der skrevet Loreal og mascaraens navn derpå, men efter få uger er skriften fuldstændig forsvundet. Jeg har eget 3 styks af denne mascara (ja, den er så god!), og det er sket ved dem alle. Udseendet ændrer heldigvis ikke på, hvor godt indholdet af denne mascara er.
Bedømmelse
Loreal får topscore af mig for denne mascara, og jeg beder til guderne af hele mit hjerte, at den aldrig vil udgå fra deres salg. For i så fald skal jeg have købt et kæmpe lager hjem inden.
- Marie